En passion for kompromisløst håndværk

Siden grundlæggelsen har hovedreglen i Birger Christensens virke været aldrig at gå på kompromis. Derfor bliver enhver pels fra Birger Christensen syet af det fineste skind, der kan købes på verdensmarkedet, blandt andet på auktioner hos Kopenhagen Fur. Alt foregår håndværksmæssigt som fra begyndelsen - på eget værksted og under samme tag. Lige fra design, til tilskæring og til syning. Pelsværkstedet, som man i øvrigt kan få et kig ind i gennem den store glasrude på 1. sal i forretningen, er en arbejdsplads, hvor det ikke er usædvanligt at fejre 50 års jubilæer. 

Måske fordi læring inden for det håndværk, man er dedikeret til, aldrig når til ende. 

Netop denne vedholdenhed og kærlighed til kvalitet til mindste detalje, er hjertet i Birger Christensens forretning. Det har skabt verdensberømmelsen og givet os billeder i arkiverne af store kunstnere som Maria Callas og Louis Armstrong, der er kommet til København for at få taget mål til en investering for livet. Og det har gjort forretningen til Kongelig Hofleverandør i Danmark.

Den letteste, blødeste og lydløse kvalitet, når den er størst, er således skabt af traditioner, men er også gjort levedygtig ved at følge med tiden.

Man skal helst ikke kunne sætte årstal på disse smukke kunstværker. Men pels er også mode. Ikke som når modehusene dikterer sæsonens farver og snit. Men som, når man i kunstens verden, taler om tidens strømninger.